Særlig maa her omtales de nævnte kjeldere, setstuer,
klever, skytningsstuer og ildhuse.
Kjeldere (kellari ell. kjallari) dannede undtagelser fra den opstillede regel, da deslige rum neppe var overførte fra landsbygden, men rimeligvis først anvendtes i kjøbstæderne. I de her omhandlede gaarde var de vistnok altid over jorden. Selvfølgelig var væggene af sten, hvorimod det tør være tvilsomt, om rummet var overhvelvet. Sandsynligvis har de som oftest været af de i Bergen endnu saakaldte bjelkekjellere (tysk: Balkenkeller) d. v. s. dækkede med bjelker, hvis ender gaa et stykke ind i muren paa begge sider, og som belægges med planker, der ovenpaa faa et tykt lag af sten, kalk og grus, hvorved rummet bliver saagodtsom ildfast.[1] For det sidste øiemed blev ogsaa truffet andre forholdsregler, som kan sees af et diplom af 1334,[2] hvori det heder, at der i søndre halvdel af Skeggen i Bergen skulde opføres „2 ildsikre stenkjeldere med jerndør og jernglugger“.
Modsat kjelderne var setstuen (setstofa) baade i sit formaal og navn overført fra landet, men nævnes ikke i byerne efter det 15de hundredaar.[3] Dette rum afgav, som det maa antages, et fælles tilholdssted om sommeren for de folk, som hørte til den vedkommende del af gaarden. Det kan nemlig ikke være tvilsomt, at hver gaard havde to saadanne stuer eller en for hver halvdel.[4] Dette frem-
- ↑ Lignende kjeldere omtales af Mejborg (gamle danske Hjem, s. 50, 82).
- ↑ D. Norv. II, no. 207, jfr. 215.
- ↑ Se foran s. 405.
- ↑ Herimod kan ikke indvendes, at der i 1348 i allehelgenshospital i Bergen nævnes sovestuen østenfor „setstuen“ (D. Norv. IV. no. 336), da et hospital efter sin natur følgelig kun havde én saadan fællesstue for lemmerne.
