omtrent 30 alen.[1] – Hvad endelig gaardenes høide angaar, har vi kun degn bestemmelse at holde os til, som den lybske krønike (se s. 359) omtaler, skjønt den paa grund af et af dens udtryks dunkelhed ei lader sig sikkert forklare. Det heder nemlig, som anført, at gaardene skulde være 13 alen „bade“ og ikke høiere. Uden at betydningen af det udhævede plattyske ord skjønnes, er det dog maaske meningen, at husene ei skulde være høiere end 13 alen indtil, som vi nu sige, gesimsen, og dette vilde da nogenlunde stemme med, hvad der nu finder sted. Saaledes er den tilsvarende del f. ex. i gaarden Dramshusen nu ca. 15 alen høi,[2] medens høiden til gavlspidsen er ca. 22 alen, men selvfølgelig var den meget mindre i middelalderen, da bygningerne havde torvtag.
Som følge af den nævnte todeling fremtraadte hver halvdel af en gaard mod bryggen som en selvstændig bygning med egen gavl, og hver af disse halvdele omfattede en mængde „huse“ eller rum. Underste stokverk indeholdt en række af boder (buð) for varer og længer bag kjeldere, gjæringsrum (gilbuð) for øl, skytningsstue og ildhus. Over underste stokverk var der to saadanne, som optoges af lofter (lopt) eller pakrum for varer samt af setstue og andre stuer. Endelig var der dels ved siden af disse stuer og dels paa mørkeloftet eller, som det da og endnu i Bergen kaldes lemmen (hlemmr), soverum eller klever
- ↑ Her kan tilføies, at der i et diplom af 1444 (D. Norv. X, no. 181) angives, at den nordre halvdel af Brynjulfsgaarden i Bergen var 18 „stikke“ bred og saa lang som fra strædet og ned i søen. En norsk stikke var = 1 gammel alen = 18 tommer, og saaledes skulde gaarden i sin helhed, indbefattet den smale gjennemgang, være 27 nuværende alen bred, hvilket bliver omtrent som nu ved Dramshus (se ridset af denne nedenfor pl. I).
- ↑ Se pl. I fig. 6.
