ved den omtalte aabne gjennemgang (garðsrumr)[1] deltes i to ligestore dele, som alene forenedes ved en port i hver ende. Trods denne todeling dannede dog hver gaard oprindelig en enhed eller helhed, og var som saadan en enkelt mands eiendom.[2] Dette fremgaar baade af byloven og af den omstændighed, at det navn, hvormed hver gaard betegnedes, omfattede denne i sin helhed, hvad enten navnet hidrørte fra andre hensyn eller var optaget efter den mand, som først havde bygget eller eiet gaarden. Men senere og allerede paa bylovens tid (1276) forudsættes det, at hver halvdel af en gaard kunde have sin eier, da der tales om, at en gaardeier har fælles port med en anden.[3] Lignende var forholdet rimeligvis i de andre byer, dog har vi her navnlig fra Aaslo en støttende oplysning i et diplom af 1392,[4] hvori det heder om Brandsgaard, at Elin sad der baade før den store mandedød (1348) og derefter indtil den store brand (19 marts 1352[5]), og at gaarden havde, saavidt vidnerne vidste, altid været hel, indtil Olaf Grut lod den dele i to (tveluta).
Hvor brede, dybe og høie gaardene var, kan neppe
- ↑ eller, som den i Bergen allerede i 1337 kaldtes (D. Norv. II, no. 223) med det endnu brugelige lokalnavn, plads.
- ↑ En saadan gaard betegnes derfor i middelalderen som hel („allr“) i modsætning til halv (se foran s. 353), hvilket ogsaa vedblev i offentlige dokumenter efter middelalderen (N. Mag. I, 459, II, 52 f., jfr. og N. Rigsreg. IV, 354), medens Edvardssøn anvender udtrykkene „enkel“ og „dobbel“ gaard (N. Mag. II, 566 f.). I en anden betydning forekomme disse betegnelser eller istedetfor enkel „enfoldig“ (oldn. einfaldr) om huse paa stranden og derværende søboder (N. Mag. I, 196, II, 554), hvorom mere nedenfor.
- ↑ N. g. Love II, 244.
- ↑ D. Norv. IV, no. 601.
- ↑ N. gl. Love IV, 489, jfr. III, 173 no. 86.
