i saa henseende for Bergens vedkommende lidt mere at holde os til end i de øvrige byer. I Bergen sees det saaledes, at de omtalte gjennemgange med tilhørende porte fandtes allerede før 1155[1], og i 1206 omtales baade disse og fortløbende lofter i Miklegaard[2], hvorigjennem man fra gaardens indre del kunde komme ned paa bryggen.
Af dette i forbindelse med, hvad ellers ovenfor er paavist, fremgaar det saaledes, at den norske kjøbstadsgaard fra sit udgangspunkt i den indretning, som fandtes paa landsbygden, lidt efter lidt havde antaget den samme hovedanordning, som andetsteds var eiendommelig for middelalderen, dog med visse egenheder. Dette vil bedst sees, naar vi sammenligne denne bygningsskik med den, som indkom fra Danmark og hos os først viste sig ved udførelsen af Kristian den IVdes planer for det nyanlagte Kristiania. Her var beboelsesrum adskilte fra bryggerne og pakboderne, husene laa tæt sammen uden mellemrum, strakte sig kun et stykke ind i kvartalet og bestod, som endnu tildels kan sees, almindeligst af to stokverk med enkle rum omkring en aaben firkantet gaardsplads, hvorfra trapper førte op til den langs alle rum løbende svalgang; endelig havde den overbyggede indgangsport sin plads ved husets ene side. I modsætning hertil indbefattede den norske kjøbstadsgaard i middelalderen baade beboelsesrum og pakboder og dannede saa at sige et kvartal for sig selv, idet den var adskilt fra sidegaardene ved de omtalte „veiter“ og strakte sig igjennem hele kvartalet fra bryggen til strædet. Dertil kom, at gaarden
