nok for en del i byens udkanter og mindre gaarde. Derimod kunde man i længden ikke være tjent dermed i byens fornemste del, hvor det gjaldt paa bedste maade at indrette sig for de næringsveie, der var fremtrædende ved en kjøbstad, eller handel og skibsfart. For det første blev der her ikke mere tale om nogen orientering af beboelseshuset, hvorimod dette maatte følge bryggernes og gadernes retning. Tomterne maatte derhos benyttes saa godt som muligt for i hver gaard at faa tilveiebragt baade de fornødne beboelsesleiligheder og de store pakrum, som handelen krævede, og det var herved ogsaa af vigtighed, at saa mange gaarde som muligt fik fri adgang til søen. Derfor maatte gaardene lægges med smalsiden til bryggen, og for at bøde herpaa, tog man sit mon igjen i dybden og høiden. Med alle disse omstændigheder fulgte ogsaa den væsentlige forskjel, som viste sig mellem landsbygden og kjøbstaden, at en gaards hoveddele her ei som hist vedblev at være adskilte, men byggedes sammen og fik flere stokverk. En undtagelse herfra dannede dog saadanne rum, der havde ildsted, da disse maatte lægges bagerst eller inderst i gaarden og paa grund af ildstedernes beskaffenhed, og navnlig fordi skorstene var ukjendt, fremdeles ligesom paa landet maatte indskrænkes til ét stokverk eller indrettes saaledes, at der ei var noget overrum. For at tilfredsstille de andre praktiske krav var det endelig nødvendigt at have en aaben gang gjennem hver gaard efter længden, dels navnlig for at skaffe adgang til de forskjellige rum og dels for at opnaa det fornødne lys til dem, der ei laa mod bryggen eller gaden.
Denne indretning blev selvfølgelig ikke foretaget paa engang, men efter hvert som forholdene krævede det. Naar det først skede, kan ikke bestemmes, dog har vi
