jeg før har paavist,[1] naar landets skik var fuldt tilstede. 4 rum: den egentlige stue eller setstue[2] med ildsted og ljore, som den eneste aabning for lyset, endvidere forstue samt ved dennes side en kleve (eller kove), og ovenpaa de to sidstnævnte rum et loft med hel væg mod stuen og lysglugger i gavlen. Dertil kom, at hver af de nævnte tre bygninger dannede et hus for sig selv, idet de laa adskilte, om end ei langt fra hverandre, og, som det vistnok maa antages, var setstuebygningen orienteret med indgang gjennem forstuen i vestre ende.[3]
Det var denne bygningsskik, der i begyndelsen gjentog sig i de lidt efter lidt tilblivende kjøbstæder, og som vi endnu kan se i vore strandsteder og fiskerleier. Saaledes var der i Nidaros endnu 1176 i Nikolaus Skjaldvardssøns gaard, som det synes, et fritstaaende „loft“,[4] og i Bergen beskrives endnu ved 1450[5] det saakaldte „prestehus“, der var beboet af sognepresten til Mariekirken, som omfattende „stue, forstue og loft med køier paa begge sider“.[6] Denne bygningsskik, der saaledes var nedarvet fra hver kjøbstads ældste tid, vedblev ogsaa vist-
- ↑ navnlig senest i Kunst og Haandverk fra Norges Fort., s. 2, 18.
- ↑ Dette er det staaende typiske navn for stuebygningen endnu gjennem det 14de og 15de hundredaar over hele Norge baade i by og paa landsbygden endog i Jemteland, se D. Norv. I, no. 146, 232, 275, 351, 395, 397, 400, 419, 476, 481, 502, 624, 909; II, no. 160, 172; III, no. 208, 231, 265, 597; IV, no. 152, 219, 268, 283, 288, 336, 386, 390, 465, 504; V, no. 206, 342; VI, no. 187; VII, no. 297, 301; XI, no. 21, 25, 26, 36, 38, 49, 50, 74, 81, 84, 89, 234.
- ↑ Se Hist. Tidskr. I (1870), s. 153, 165.
- ↑ Heimskr., s. 809.
- ↑ N. Mag. I, 575.
- ↑ Jfr. og byloven (N. gl. Love II, 240), hvor der tales om dem, som snige sig ind i gaardsport eller „forstue“, hvad der tyder hen paa en mindre gaard.
