Side:Historisk Tidsskrift (Norway), tredie Række, første Bind (1890).djvu/410

404

N. NICOLAYSEN.

Naar vi udelukkende holde os til privatboligen, viser det sig af det ovenanførte, at alt, hvad der angik det tekniske eller selve bygningen og dens enkelte dele, var overført fra landsbygden til kjøbstæderne. Saaledes træffe vi her ligesom hist fra først af samme slags materiale, konstruktion og hovedform, samme slags tag og tækning, samme maade at anbringe trapperne paa i forbindelse med svalgang, og samme slags ildsted og lysaabninger, endelig var husene ogsaa i byerne uden bordklædning og maling og kun strøgne med tjære. Dertil kom nu, at kjøbstæderne ikke alene ved tilveiebringelsen af de fornødne husrum tog forbilledet fra landsbygden, men ogsaa derfra overførte det ord, der dannede den typiske betegnelse for hver enkelt mands eiendom. Dette var ordet gaard (garðr). Efter sit begreb omfattede denne betegnelse i mere indskrænket forstand saadanne bygninger, som, foruden de til landbruget nødvendige rum, saasom fjøs, stald, hølade osv., udkrævedes for det daglige livs fornødenheder. Disse var de trende rum, der i vore gamle love^[1] fremhæves «som hørende til hver gaard, nemlig ildhuset for tilberedelsen af maden, buret eller loftet med sine to stokverk, det underste for madvarer, det øverste dels til opbevarelse af klæder og dels benyttet som soverum, endelig stuehuset. Dette indeholdt, som

Bergen fremvise, skulde hidrøre fra en hanseatisk paavirkning. Men foruden at disse bygninger først er opførte efter branden i 1702, da hansekontoret allerede var ophævet, saa fandtes ikke de høie tage alene i Tyskland, men ogsaa andetsteds, navnlig i Frankrige og England, men først i den senere middelalder; særlig i Tyskland kom de først i brug efter det 14de hundredaar.

1. hvor der, som repræsentanter for disse rum, nævnes ildhusdør, bursdør og stuedør (se N. g. Love I, 38, II, 110, III, 265, jfr. Grágás, s. 260).