og 1707[1] forbydes, dog saaledes at anvendelse af torvtag tillades paa fattige folks huse i byens udkanter. I forbindelse med dette slags tag, der ansees for det varmeste om vinteren og det kjøligste i sommertiden, og som, efter hvad P. Claussøn med grund udtaler, kan vare ca. 60 aar, nævnes her, at der tid efter anden blev sat taxt paa torv, saaledes for Bergen[2] i 1282, Throndhjem[3] i 1377 og for alle landets kjøbstæder[4] i 1384. Hertil kan .føies, at der for Bergen i 1600 blev udstedt forbud, som gjentoges 1649,[5] mod at hugge torv inden byens takmark, ligeledes i Stavanger 1644.[6]
Som det fulgte af sig selv, var torvtaget indrettet i byerne paa samme maade som i landsbygderne, hvad vi ogsaa tildels kan se af forholdet i Bergen ved 1444[7]: først var der spærrer, derover et horisontalt sudtag, saa næver og endelig jord eller torv i forbindelse med fladt- liggende vindskier paa tagsiden og vertikale i gavlen, endvidere torvvol langs husets tagskjæg og krumknæer (krókraptar) fæstede til spærrernes underkant for at holde torvvolen fast.
En ligefrem følge af dækningen med torv var det og, at selve taget, for at hindre tækningens nedgliden, maatte være forholdsvis lavt, ialfald adskilligt over en ret vinkel, hvad vi ogsaa kan se navnlig for Bergen af det gamle kobberstik fra ca. 1579.[8]
- ↑ Brandanordn. af 16 mai 1707, kap. I § 2.
- ↑ N. g. Love III, 15 no. 2.
- ↑ Sammest. s. 143 no. 59.
- ↑ Sammest., s. 220.
- ↑ N. Mag. II, 273, 361.
- ↑ Meddelelser fra det norske Rigsarkiv, I, 294.
- ↑ N. Mag. I, 571, no. 131, jfr. N. gl. Love II, 106.
- ↑ Som bekjendt var det engang anseet næsten som en ubestridelig sætning, at de spidse tage, som gaardene paa Bryggen i
