byens mere velstaaende folk, da vi se, at et par af de ved tyskernes oprør i 1523 skadelidende borgere nævner og værdsætter det tab, de havde lidt blandt andet ved „sønderslagning af vinduer“[1]. At saadanne dengang var komne i brug ogsaa i Throndhjem, tør sluttes deraf, at der i 1520[2] nævnes en „Adrian glasmester“ og i 1537[3] en „Erik glasmester“.
Ogsaa tagtækningens art, skjønt mest afhængig af andre omstændigheder, beror dog for en del paa, om vedkommende rum har ildsted, og i bekræftende fald, hvorledes dette er beskaffent. Hvad først kirkerne angaar, har vi hverken i by eller paa landet exempel paa, at de, saaledes som temmelig almindeligt paa Island, var tækkede med torv, hvorimod man overalt og i lang tid fulgte den utvilsomt fra udlandet overførte skik som tækningsmiddel at anvende bord eller spaan.[4] Dette sees som bekjendt endnu paa stavkirkerne og siges enten ligefrem[5] eller kan sluttes deraf, at der skjænkedes tjære til kirker, skjønt de var af sten[6], hvori saaledes ligger en
- ↑ Se det ovennævnte register.
- ↑ Anf. Regnsk. II, 152.
- ↑ D. Norv. XII, 706, 709.
- ↑ Endnu saa sent som i 1602 tækkedes domkirken i Bergen med spaan (N. Mag. II, 603).
- ↑ F. ex. i retterbod for Bergen af 1282 (N. gl. Love III, 15).
- ↑ Saaledes i et testament af 1280–1299 til Olafskirken i Nidaros (D. Norv. II, 40. 41, 64) og et andet af 1475 til Nikolauskirken i Bergen (D. Norv. III, 62). Naar der i det sidste testament ligeledes gives tjære til prædikebrødreklostret sammesteds, kan dog ikke derfra gjøres nogen slutning til dets tagbedækning, da tjæren kunde være myntet paa væggene, eftersom klostrets bygninger var af træ.
temmelig almindelige ved midten af det 16de hundredaar (se Mejborgs „gamle danske Hjem“, s. 66 og „borgerlige Huse“, s. 39–45).
