mindre forklarligt, hvis denne ovn blev brugt i Aaslo og Tønsberg. Derimod kan det til fordel for, at ovnen var ukjendt i den sidste by, ikke anføres, at man endnu i 1201[1] i et kastel af stavverk paa Slotsberget som ildsted anvendte en are, ikke røgovn; thi den første maatte her saavel paa grund af knap tid som andre omstændigheder være selvskreven, uanseet om røgovnen var kjendt i byen eller ei.
I nær forbindelse med ildstedet staar ogsaa beskaffenheden af lysaabningerne. Fandtes der saaledes i middelalderen, som jeg før har søgt at begrunde[2] og fremdeles fastholder, ildsted, hvad enten are eller røgovn, i et beboelsesrum, saa fik dette sit eneste lys gjennem ljoren, i modsat fald gjennem aabninger i væggen. Disse lukkedes med træluger eller rammer, hvori der var indsat en gjennemsigtig hinde, som oftest skjaa, og saaledes vedblev tilstanden at være vistnok ogsaa i byerne gjennem en stor del af middelalderen. Naar: man her først fik glasvinduer, lader sig ei sikkert bestemme. For Tønsberg kjendes intet, som kan oplyse derom, og i Aaslo nævnes kun en „glasglug“ i et malet loft i en gaard ca. 1340.[3] Bergen yder derimod ogsaa i denne henseende de fleste og bedste oplysninger. Saaledes omtales heri regnskaberne for de bygningsarbeider, Jørgen Hanssøn foretog paa kongsgaarden, i 1516–1521[4] baade „glasvinduer“ og „glasmester“, og, som det sees,[5] blev glasset indsat i sprosser af tin. Rimeligvis var saadanne vinduer dengang[6] ogsaa temmelig almindelige hos
- ↑ Konungasøg., udg. af C. R. Unger, s. 192.
- ↑ Nærv. Tidsskr. I (1870). s. 173. [Wikikildens note: Fotnotetegnet mangler i originalen.]
- ↑ D. Norv. IV no. 601.
- ↑ N. Regnsk. o. Jordeb., udg. af H. Huitfeldt-Kaas, I, 55, 137. 491.
- ↑ Histor. Tidsskr. 2den række III, 123.
- ↑ Til sammenligning hidsættes, at glasvinduer i Danmark var
