Troels Lund udtaler,[1] ikke træffes jernovne med rør til piben og ilægning fra stuen af før omtrent 1560. Mærkeligt er det forresten, at brugen af røgovne endnu i begyndelsen af det 18de hundredaar ikke synes at være ophørt i Bergen, da det i brandanordn. for denne by af 16 mai 1707 kap. 1 § 1 heder: „ei heller [skal] nogen røgstue, de saakaldte kaaber eller kaabeovne[2] i bryggerhusene eller andetsteds tolereres“.
Om beskaffenheden af ildstederne i de to øvrige større byer, Aaslo og Tønsberg, har vi saa godt som ingen beretninger. At man paa begge steder i begyndelsen maa have overført aren fra landsbygden, er allerede ovenfor nævnt og indlysende af sig selv. Derimod kan det være meget tvilsomt, om man der har kjendt røgovne. Dette spørsmaal vilde rigtignok være afgjort i bekræftende retning, hvis det kunde ansees som sikkert, at de ovenanførte (s. 394) brandforskrifter i Bergens bylov ogsaa var gjeldende i de to østlandske byer. Men dette lader sig neppe paavise, ihvorvel det kunde synes mindre rimeligt, at man der vedblev med aren, ligetil man (i det 16de hundredaar?) fik skorstenspibe og bilæggerovn.[3] Paa den anden side kan det indvendes, at der ikke nogetsteds paa hele østlandet, endog dertil regnet Sætersdalen, enten i beretning eller virkeligheden er truffet sikkert spor af, at røgovnen har været kjendt, og dette vilde være
- ↑ Danm. o. Norg. Hist. I, 2den bog, s. 211.
- ↑ I sin beretning til biskopen om spøgelset paa Erstad i Hammer prestegjeld ved Bergen i 1711 (Aftenposten for 24 marts 1883) giver rektor Møinichen „skorstenen“ efter bygdens skik navnet „kaabeovn“ (jfr. Eil. Sundt anf. st., s. 200).
- ↑ Ved de af arkitekt P. Blix i Aaslo foretagne udgravninger forefandtes ogsaa kakler, men ingen fra middelalderen (se Ingen. o. Arkitektforen. organ f. 1879 pl. 15).
