ved gaardens gjenopførelse efter branden i 1295. Derimod har jeg ikke truffet noget, hvoraf det kunde sluttes, naar man først fik skorstene i byens privathuse.
Gaa vi til Bergen, findes røgovnen her omtalt ikke lang tid efter Olaf kyrres død (1093), da det sikkert maa antages, at den af hans sønnesøn Eystein Magnussøn i 1107–1110 opførte store berømte træhall allerede fra først af havde ovne af dette slags i øverste stokverk, siden det siges, at man som forsvar brugte „ovnstene“.[1] Det samme var ogsaa tilfældet i et privat hus i 1155 under angrebet paa den saakaldte Sigrid sætas gaard, hvor man i loftet „brød ovnene ned“ og anvendte stenene som kastevaaben mod angriberne.[2] Og at røgovnene var almindelige i Bergen paa bylovens tid, 1276, kan sluttes af dens ovenfor (s. 394) omtalte bestemmelser. Vi kan ogsaa se, at det slags ovne udelukkende blev anvendt i gaardene paa bryggen[3] ligetil 1702, men efter den da indtrufne ildebrand ombyttedes med bilæggerovne. Naar man derimod ellers i Bergen sluttede med brugen af røgovnen, kan ikke sees; men da bilæggerovnen sikkert vilde være bleven indført paa bryggen allerede efter branden i 1476, hvis den da havde været kjendt, maa det sluttes, at man overalt i byen dengang kun brugte røgovne og saaledes ikke havde skorstenspiber. Disse træffes med sikkerhed først i 1518, da der blandt Jørgen Hanssøns bygningsarbeider paa Bergenhus[4] nævnes opførelsen af „en skorsten
- ↑ Sver. sag. kap. 77 jfr. 103.
- ↑ Heimskr., s. 751, Fagrsk., s. 172.
- ↑ Med ovnen fulgte naturligvis ljore i taget (N. Mag. I, 53, II, 570, 571, 583), og for at dæmpe den fra ovnen udgaaende ild maatte man, da den ellers kunde blive farlig for stuen, have ved haanden „en færdig sprøite og en bøtte vand“ (se Kristiania Videnskabsselsk. Forhandl. f. 1878 no. 1, s. 33 § 9).
- ↑ N. Regnsk. o. Jordeb., udg. af H. Huitfeldt-Kaas I, 291, 294.
