saadan ovn, der sigtes til omkring 1097, da den islandske prest, senere biskop Jon Agmundssøn i sin tale til Magnus barfot i Nidaros henstiller til kongen at tænke sig, hvilken ild er hedest, enten „den, som brænder i ekestokker og er opgjort i ovnen“, eller den, som næres af tørre kviste.[1] Men om der end ikke lægges nogen vegt paa denne fortælling, saa er der ialfald bevis for, at ovnen var kjendt i Nidaros længe før bylovens tid, da det sees,[2] at Nikolaus Skjaldvardssøn under forsvaret i 1176 af sit loft brugte „ovnsten“. Og at dette slags ovne senere var almindelig der, fremgaar af fortællingen[3] om Audun raude. Denne var i sin tid korbroder i Nidaros og blev senere biskop i Hole paa Island, hvor han i 1315 paa sit bispesæde lod, „som skik er i Norge“, indrette en ovn af sten, der efter beskrivelsen var en røgovn og vakte stor opsigt som noget nyt. Vil man nu her end ikke forstaa „Norge“ om hele landet, men indskrænke det til den kant deraf, hvor biskopen havde hjemme, saa bliver det ialfald klart, at røgovne var almindelige i Nidaros ind i det 14de hundredaar. Noget senere, i 1428,[4] nævnes i byens erkebiskopsgaard „skorstenstuen“ eller med andre ord en stue med peis, altsaa med skorstenspibe, som mulig var tilkommen
- ↑ Biskup. søg. I, 223.
- ↑ Heimskr., s. 809.
- ↑ Biskup. søg. I, 830.
- ↑ Aslak Bolts Jordeb., s. 111, jfr. N. Saml. I, 612. Men erkebispegaarden var (og er) som bekjendt en stenbygning, og i en saadan er det selvfølgelig meget lettere at indrette en røggang i muren, end i et træhus at opføre en frit staaende skorsten. Forresten findes vel den ældste skorsten her i landet i „stenhuset“ ved Grans prestegaard, hvilket efter den rimeligste beretning maa være yngre end stiftelsen af Hamars biskopsstol (1150), da det heder, at biskopen der havde sit tilholdssted under visitatser. Dog er huset vistnok ældre end ca. 1250.
