af det 11te hundredaar, og da heder det udtrykkelig i Snorres beretning, at Olaf kyrre (1067–1093) var „den første, som lod gjøre ovnstuer“. Indtil denne tid var følgelig kun aren kjendt over hele landet. Derimod er det, som jeg forlængst har udtalt, vistnok urigtigt, naar Keyser[1] og efter ham P. A. Munch antog, at den af Olaf kyrre indførte ovn var som vore nuværende vindovne, altsaa med egen røggang eller skorstenspibe.[2] Det kan endog være meget tvilsomt, om skorstene dengang overhovedet fandtes nogetsteds udenfor Norge, og navnlig er de engelske arkæologer slet ikke paa det rene med, om saadanne indretninger var kjendt i Britannien før efter den angelsaxiske tid. Hvad Norge angaar, finder jeg det her overflødigt yderligere at imødegaa Keysers mening, da det kan være nok at pege paa de ovenanførte (s. 350) bestemmelser i Bergens bylov, hvor skorstenspiber nødvendigvis maatte have været omtalt, hvis de der nævnte ovne var af det slags, som tiltrængte saadanne røggange. Alle de norske byer, som fandtes, før Olaf kyrre indførte ovne, og saaledes navnlig de trende af de her omhandlede og sandsynligvis ogsaa Bergen, var derfor oprindelig udelukkende henvist til at anvende den paa landet hidtil brugelige are. Dog varede det i Nidaros og Bergen vist ikke længe, før Olaf kyrres ovne der blev indført. Det tør endog ikke være usandsynligt, at det er
- ↑ Efterl. Skr. 1I, 2den afd., s. 42, 53.
- ↑ Desuden maatte Olaf kyrres ovn være af sten og ikke hverken af jern eller kakler, da ovne af dette slags først kjendes fra senere middelalder. Saaledes kan støbning af jernplader for store „kachelofen“ og disses brug først paavises i Tyskland i de to sidste tiaar af 15de hundredaar, navnlig i Elsas og ved Mosel. Men de var dengang endnu sjeldne og kun anvendt i fyrstelige slotte, raadhussale o. desl. Nogle tiaar senere vandt de derimod indgang hos alle mere velstaaende familjer selv paa landet. (Gesch. d. Eisens af dr. Ludv. Beck, 1884, I, 948).
