lagt udvendig langs det nedre stokverks væg op til det øvre stokverk. Dette blev da forsynet med svalgang, der dannede forbindelsen mellem de forskjellige rum, saaledes som tilfældet var baade i den af kong Eystein Magnussøn i 1107–1110 opførte store træhal i Bergen[1] og i Maries gildeskaale[2] sammesteds, og som vi endnu kan se i gaardene paa bryggen der.[3] Endelig kan det temmelig sikkert siges, at husenes tag gjennem hele middelalderen, ligesom endnu sedvanligt saa godt som overalt paa landet, ikke var afvalmet, men sadelformet med fuld gavl i hver ende.
Vi komme dernæst til en af de vigtigste indretninger i et hus, nemlig ildstedet, da der af dettes beskaffenhed afhænger saameget andet. Som jeg paa flere steder har udtalt, var der kun to slags ildsteder paa landet hos os indtil den nyere tid: enten en aaben are midt paa gulvet eller en stenovn i det ene hjørne af rummet, begge med tilhørende ljore i taget for udgangen af røgen. Eilert Sundt var den første, som i vor tid fremsatte en formodning om, at den af Olaf kyrre indførte ovn var af samme slags, uden dog at begrunde denne formodning. Han sluttede endog sine undersøgelser med den antagelse,[4] at begge de nævnte slags ildsteder oprindelig havde været samtidige i hver sin kreds af 1andet. Men denne mening kan ikke forsvares; thi for det første er det aabenbart, at aren paa grund af sin simpelhed maa være ældre end den mere sammensatte ovn, og dernæst omtales der ikke i de historiske beretninger noget andet slags ildsted her i landet end aren førend efter midten
