sted (s. 349), og i den gamle homilie kaldes de af staaende planker i en stavkirke sammensatte vægge þili.[1]
Derimod var det almindeligt overalt i middelalderen, at væggene i træbygninger[2] udvendig blev tjærede.[3] Hvorvidt man allerede dengang gav tjæren tilsætning af farvestof og navnlig af „brunrødt“, ligesom i Tønsberg endnu tildels 1750,[4] tør være meget tvilsomt. Ialfald anvendte man i middelalderen ganske vist ikke oljemaling, og særlig var den hvide farve for træhuse neppe kjendt før henimod slutningen af det 17de hundredaar; sandsynligvis er det til denne farve Petter Dass[5] sigter, naar han synger efter Bergens brand i 1702:
Om Morgenen var du som Svanen saa hvid,
Om Aftenen sorter’ end Ravne;
Din Farve forsvandt i saa hastig en Tid,
Den kunde saa lidet dig gavne.
Ligesom paa landsbygden, saaledes gav man heller ikke i byerne væggene noget udspring i horisontal retning, som karnaper, eller lod det øvre stokverk skyde frem over det nedre.[6] Ligeledes var som paa landsbygden indre trapper saa godt som ukjendte, hvorimod trappen blev
- ↑ Jfr. Norg. g. Love I, 38, II, 111.
- ↑ G. norsk Homilieb., udg. af C. R. Unger, s. 133, 134.
- ↑ Se Bergens bylov (foran s. 351) og retterbod af 1282 (N. g. L. III, 15), medens det senere i en statut for det hanseat. kontor i Bergen af 1572 (Kristiania Videnskabsselsk. Forhandl. f. 1878 no. I, s. 9) forbydes, selvfølgelig af hensyn til ildsfarlighed, at stryge gaardene paa bryggen med beg eller tjære („pechen oder theeren“).
- ↑ Tønsb. Beskriv. af J. Müller, s. 60.
- ↑ Saml. Skrifter, udg. af Eriksen, I, 169.
- ↑ Det samme var tilfældet i de danske byer (se Mejborg, borgerlige Huse, s. 14).
