Af denne konstruktion fulgte det ligefrem, at husenes
grundplan ei havde runde former, men var vinklet, og da
man i middelalderen anvendte meget tykkere tømmer end
nu i væggene, er det rimeligt, at disse dengang ligesom
paa landet ei dækkedes med bordklædning.[1] Denne har
jeg i Bergen først fundet nævnt i 1649 ved opførelsen af
en bygning paa Bergenhus,[2] og da man i 1877 borttog
den ydre bordklædning paa Finnegaarden, der, som de
øvrige gaarde paa Bryggen, først er opført efter branden
i 1702, viste det sig, at tømmervæggen var bemalet med
de fra Kristian IVdes tid gjængse blomster- og arabeskforsiringer,
hvoraf altsaa fremgik, at bordklædning endog
saa sent her ikke havde været anvendt. Dertil kommer,
at denne dækning heller ikke er truffet paa de ældste
træbygninger i Aaslo og Kristiania. Heller ikke kan
der fra navnet Dramsúðin (nu Dramshusen) paa en af
bryggens gaarde i Bergen, saaledes som tilforn skeet,
drages nogen slutning til, at gaarden var forsynet med
bordklædning. Og naar R. Keyser[3] forstaar det ovenfor
(s. 389) nævnte ord skjaldþili om en udenpaa en væg
anbragt paneling af bord, og Fritzner[4] forklarer ordene
langþili og þverþili paa samme maade, kan dette neppe
være rigtigt, hvorimod ordet þili vistnok nærmest maa
opfattes som betegnelse for selve væggen. Ialfald fremgaar
denne betydning af skjaldþili paa det nysnævnte
- ↑ Maaske blev saadan klædning paa landet først anvendt for at bøde paa de gamle skrøbelige vægge i stavkirkerne, hvad vi først træffe omtalt i Jens Nilssøns visitatsbøger ved 1597 (udg. af dr. Y. Nielsen, I, 442, 444 og fl. st.)
- ↑ Norske Saml. I, 627.
- ↑ Efterladte Skr. II, 2den afd., s. 40.
- ↑ Ordbog II, 419.
