ledes, om end kun i mindre grad, tilfældet med de yngre dele af Mariekirken[1] og Hovedøens kloster. I disse bygninger blev ogsaa truffet profilerede buestykker, der vidnede om, at teglfabrikationen dengang havde opnaaet stor fuldkommenhed. Ikke mindst viste dette sig i den af rigets kantsler beboede „provstegaard“ ved Mariekirken, hvori der til forblænding var anvendt teglsten med meget god glasur.[2] Herom vidnede ogsaa det af Magnus lagabøter i 1276 opførte teglkastel paa Slotsberget i Tønsberg, hvor den saakaldte „teglhave“ tæt under bergets østside endnu fremviser tydelige spor af det forrige teglverk. Endelig var der ogsaa i den af Haakon Haakonssøn i 1253 bebyggede kongsgaard i samme by benyttet teglsten.[3]
Hvad dernæst konstruktionen angaar, var der i stenbygninger, hvor teglsten anvendtes, fuld mur, medens væggene ellers almindeligst var dobbelte og rummet mellem dem fyldt med kalk, stenfliser og grus. I træbygninger var det saakaldte bindings- eller fagverk med udmuring eller klædning af bord vistnok aldeles ukjendt hos os gjennem hele middelalderen. Til skur og lignende simple bygninger anvendtes standerverk med bordklædning (skjaldþili)[4], men til vægge i kirker, som jeg forlængst har udtalt, det oprindelig fra udlandet[5] overførte mere udviklede stav- eller reisverk (fr. assemblages), bestaaende af i hinanden falsede
- ↑ Anf. aarsb. f. 1869, s. 192, 195, 196.
- ↑ Se anf. aarsb. f. 1879, s. 276.
- ↑ Samme aarsb. f. 1873, s. 135.
- ↑ Se foran, s. 349.
- ↑ Se og nærvær. tidsskr. 2den række VI, 285, 414 f. Dog kan det neppe antages, at denne konstruktionsmaade har sit oprindelige hjem i England og Irland, hvorimod disse rimeligvis i saa henseende har været paavirkede af romerne, da vi træffe en aldeles lignende konstruktion dels i et hus i Pompeji og dels ved Trajans forum i Rom (se J. Overbeck, Pompeji, 3die udg., s. 334).
