„murmestere“, men disse kan mulig have været anvendte udelukkende ved domkirken.
Den sten, som i almindelighed brugtes ved bygningsarbeider, var natursten, dog kan det i enkelte tilfælde sees, at teglsten er kommen til anvendelse. Saaledes blev i en del af Munkelivklostrets kirke i Bergen truffet saadan sten,[1] men rimeligvis udenlandsk, hvilket vistnok ogsaa var tilfældet, dengang man i Bergen i 1584 til privathuse først, som det synes, anvendte dette slags sten,[2] da der neppe førend i vor tid fandtes noget teglverk paa hele vestlandet. Vi se og, at der til de nye bygninger, som lensherren Jørgen Hanssøn opførte paa Bergenhus omkring 1520, blev indført brændt sten fra Flensborg.[3] Noget anderledes var forholdet i Throndhjem, Aaslo og Tønsberg. I Nidaros skjænkede kongen til domkirken i 1277[4] nogle „teglhustomter“, som i sin tid var laant erkebiskop Einar (1254–1263) til kirkens fornødenhed, hvoraf det vel fremgaar, at man der virkede teglsten, uden at det dog vides, om nogen bygning deraf var opført. Dette var derimod tilfældet i Aaslo og Tønsberg. Paa det første sted omtaler saaledes hertug Haakon Magnussøn ved 1290[5] sine „teglhuse øster paa lykkerne“, og vi har derhos bevis for, at tilvirkningen af teglsten der fandt sted længe før det nævnte aar. Det viste sig nemlig ved udgravningen i 1865 af det forhenværende prædikebrødrekloster (nu bispegaarden), der antages stiftet ca. 1240, at det havde været opført af store norske teglstene,[6] og dette var lige-
