udentvil allerede rum tid, før kjøbstæder fremstod, den bygningsskik vundet fuld fasthed, der senere, med visse ændringer i Olaf kyrres tid (1067–1093), vedblev gjennem hele middelalderen og paa enkelte steder næsten til vore dage. Denne skik var det, som, da byerne dannede sig, ogsaa blev optaget i disse, men den undergik her, ved at tillempes paa de nye forhold med deres forskjellige krav, lidt efter lidt saa stor forandring, at der allerede lang tid før middelalderens slutning ialfald i de omhandlede fire største byer viste sig en ny eiendommelig bygningsmaade, hvori dog landets gamle skik endnu var synlig tilstede paa flere punkter. Dette vil nærmere sees, naar vi, fremdeles med de fire nævnte kjøbstæder for øie, samle de hidhørende enkeltheder og ordne dem i saadanne grupper, som emnet medfører, eller efter materiale, konstruktion, ildsted, form og udseende samt hovedindretning.
Hvad først materialet angaar, var alle biskopsgaarde,[1] som oftest ogsaa kirker og klostre, hovedsagelig opført af sten. Dog kan, som undtagelser fra denne regel, anføres nogle exempler paa, at man ogsaa til kirkelige bygninger endnu anvendte landets gamle materiale, idet der af dette slags bygninger træffes følgende af træ: i Bergen[2] den lille kristkirke (opført c. 1070–1080), den ældste apostelkirke (1107–1110), Olafskirken paa bakkerne (1135–1136?) og prædikebrødrenes kirke (ca. 1240); i Nidaros[3] de to ældste Klemenskirker (996-
- ↑ Ved biskopsgaarden i Bergen nævnes 1324 (N. Fornl. s. 42l) nogle „stenhuse med tilhørende overhuse“, hvilket vel rettest opfattes saaledes, at de sidste var af træ i lighed med enkelte gamle, nu forsvundne røgstuer paa landet i Bergens stift, som havde underbygninger af sten.
- ↑ Se N. Fornl., s. 416, 421–424, 431, 432.
- ↑ Anf. st. 610 og Norg. g. Love I, 312.
