Menighedens Agtelse og Tillid, der nu var aldeles tabt ved et Rygte, som det vistnok ikke kunde nytte at søge juridisk bevist, men som efter hans egen Tilstaaelse ikke var ugrundet. Han fik Afsked med Tilladelse til at beholde Enkesædet Hasle samt Pension af Eftermanden, hvilken han – ifølge B. Svendsen – ikke hævede før 1818, da han blev svagelig. Aaret efter (25 Marts 1819) døde hans Hustru Anne Cathrine Holm. 1811 havde han faaet Bevilling som Grosserer. Fortællingen om, at han paa sine gamle Dage skal have været Berider,[1] benegtes af en Mand, der har kjendt ham personlig.[2] Han opholdt sig tilsidst hos sin Svigersøn L. M. Ibsen og døde 24de Juli 1834.
D. T.
Den sidste Efterretning om den gamle norske (islandske) Koloni paa Grønland er hidtil bevaret i et Pavebrev fra 1448 (DN. VI No. 327), hvoraf det fremgik, at „Barbarer fra Hedningernes nærliggende Kyster “ omtrent 30 Aar forud (altsaa o. 1418) havde tilsøs angrebet Kolonierne, ødelagt flere Kirker og bortført mange af Indvaanerne, som dog senere reddede sig tilbage og saavidt muligt opretholdt Kolonien. Da man i disse „Barbarer“ endog har villet se engelske Sørøvere, vil dette nu kunne berigtiges fra en samtidig Beretning om disse Forhold, som, skjønt den tildels forlængst har været kjendt, dog ikke har været forstaaet.
Den danske Geograf Claudius Clavus eller Nicolaus Niger’s Kart og Kartbeskrivelse har hidtil kun været kjendt fra et Haandskrift fra 1427 fra Nancy, men som jeg andensteds skal søge at vise, er dette kun et kortfattet Uddrag, medens hans Værk var kjendt af to tyske Geografer fra Begyndelsen af 16de Aarhundrede, som har bevaret større Stykker deraf.[3] I Nancy-Haandskriftet omtales Grønland
