og 1790 Personelkapellan hos Broderen i Vang paa Hedemarken. Før han vendte tilbage til Norge, maa han imidlertid have gjort sig bemærket paa en saadan Maade, at han kom i direkte Forbindelse med Kronprindsen (Fredrik VI), der da – eller senere – gav ham Løfte om at blive udnævnt til Professor samt Tilladelse til at skrive direkte til ham, naar han ønskede noget. Rimeligvis er det skeet ved den Tid, han tog Embedsexamen (1788), da han omtaler „den vigtige Opfindelse til saa betydelig Forbedring for alt vort Kjørevæsen og alt det Arbeide-, som baade Feltvognen og Lavetten og det mere dermed forbundne har givet ham“.[1] Disse Opfindelser maa da vel have staaet i Forbindelse med Felttoget 1788. Som Kapellan hos Broderen assisterede Ole Pihl denne ved hans astronomiske Observationer, der efter Professor Thomas Bugges Vidnesbyrd blev meddelte til fremmede Astronomer og offentlig bekjendtgjorte, hvorved Ole Pihl „blev deeltagen udi den billige Berømmelse, hvilken hans ældre Broder ved sin astronomiske Fliid erhverver sig“.[2]
1792 blev Ole Pihl udnævnt til resid. Kapellan i Christiania, hvor han synes i høi Grad at have været optagen af praktiske Gjøremaal. Han besad flere Eiendomme, deriblandt Gaarden Aarvold i østre Aker, anlagde et Teglverk og blev atter Opfinder af en blaa Glassur for Tagstene, der havde adskillige Fortrin for den hollandske. Han byggede en Ovn af en fortrinlig Indretning, og hans Teglsten blev efter Vidnesbyrd af sagkyndige Mænd – deriblandt Apotheker Maschmann og Assessor Esmark – særdeles gode, da hver Sten havde sin Form, hvori den blev liggende, til den var ganske tør. Der var saaledes 9–10,000 Former. Med alt dette leverede han sit Produkt billigere end det hollandske. Det var ved vort Aarhundredes Begyndelse, han havde anlagt sit Teglverk, og han regnede sig til Fortjeneste, at han havde gjort sin Opfindelse bekjendt. Ogsaa paa et andet Omraade havde han været virksom, idet han 1800 stiftede Christiania Søndagsskole, hvor Haandverkssvende og andre fik Undervisning i Regning, skrivning og Tegning af en Lærer, som han lønnede af sin egen Kasse. Han mente nu – 1804 – at han turde ansøge om Opfyldelsen af Kronprindsens Løfte om
