tigt, naar forfatteren gaar ud fra, at den her omhandlede kirkedel er et gjennemgangsrum. Den er ligesaalidt gjennemgang ud til det frie, som ind til de tilbyggede smaastuker. Stuken selv, i hvilken altaret var anbragt, og i hvilken man nu under restaurationen under feilagtige forudsætninger har opstillet en repræsentant for Kristkirkens høialtar, og som ved det massive Cancelli i dobbelt mandshøide er afgjærdet fra omgangen, er alene tilgjængelig fra denne omgang og fra koret; fra den første gjennem tvende mindre døraabninger i cancelliet, i stukens vestre del, en paa hver side. Og de trende tilbyggede smaastuker staar ikke i forbindelse med selve Mariestuken, berører den ikke engang, men er tilbygget dens omgang , gjennem hvilken de har sin adkomst, uden at man berører Mariestuken, naar man søger disse smaastuker, hvor man saa end kommer fra.
Ganske paa samme maade forholder det sig med den dør eller det portal, som fra denne kirkedels sydøstre side fører ud i det frie. Den er anbragt i omgangens mur og staar i ingensomhelst direkte forbindelse med selve Mariestuken, ikke mere end et hvilketsomhelst andet af kirkens portaler. Den kan derfor heller ikke være anbragt her af hensyn til Mariestuken, forkorter heller ikke nævneværdigt veien fra det frie ind til denne stuke, der næsten lige hurtigt kan naaes baade fra korets søndre og nordre portal. Dette portal maa derfor være anbragt her af hensyn til en anden invention, der ved Mariestukens opførelse blev bragt i arkitektonsk forbindelse med denne, den hellige brønd eller kilde nemlig, som findes lige ved siden af denne dør. Og naar man i vore dage har givet den navn af „Biskopsindgangen“, da staar dette i forbindelse dermed, at erkebiskop Valkendorf i sextende aarhundrede lod anbringe sit vaaben
