Det karakteristiske ved et ærme i denne bemærkelse
er jo imidlertid, at det har en aabning i hver ende, og
at det netop er en gjennemgang, der passeres af den menneskelige
arm og haand saa ofte et ærmet plag trækkes
paa og af. Skulde det derfor være i denne bemærkelse,
at kirkestuken var betegnet med brynjestukens eller kjortelstukens
navn, da maatte den jo netop være i besiddelse
af den egenskab, for hvis formodede tilstedeværelses skyld
forfatteren dømmer heromhandlede kirkedel ingen stuke
at være.
Men det kan naturligvis ikke være paa denne maade den etymologiske analogi er at trække, saameget mindre, da forfatterens konklusion, at kirkestuken ikke er noget gjennemgangsrum, er fuldkommen rigtig, forsaavidt som en tilbygning aldrig er gjennemgang, medmindre den er opført som forhal ved et portal. Det er bare præmissen, som er forkert, thi det er selvfølgeligt i egenskab af fremspringende eller tilhæftet del, at ordet stuka, der egentlig betyder ærme, ogsaa er appliceret paa et til en kirke eller kirkedel føiet kapel eller en altarniche, ikke paa grund af ærmets mangel paa aabning i den ene ende, en mangel, der ikke kjendes ved noget normalt konstrueret ærme.
Er derhos denne etymologiske sammenhæng rigtig, da er det følgeligt heller ikke paakrævet, at en saadan udbygning maa være forsynet med altar for at kunne betegnes som stuke, hvilket man hidindtil har antaget.
Forfatterens etymologiske bevisførelse kan altsaa ikke bruges, men maa lægges tilside.
Afseet fra dette formodede bevis, der altsaa ikke er noget bevis, er imidlertid, som berørt, forfatterens mening ganske rigtig, forsaavidt den gaar ud paa, at en stuke ikke kan være noget gjennemgangsrum. Men det er urig-
