for kirkens øvrige mindre kapeller (stuker) paa den maade, at den er stillet i klasse, ikke med disse, men med byens selvstændige kirker, og saadanne dokumenter foreligger her, da vilde enhver tvivl, hvis nogen nærede en saadan, være hævet og alle erkjende, at her har vi altsaa Mariestuken, den sag er klar.
Dette er derfor selvfølgelig det standpunkt, fra hvilket man har at gaa ud i anskuelsen lige overfor denne tilbygning. At denne tilbygning er Mariestuken er a priori givet, og vil nogen bestride det, da paahviler bevisbyrden fornægteren.
En saadan er forfatteren af her berørte afhandling, og vi skal derfor se noget nærmere paa det grundlag, hvorpaa hans demonstration hviler. Hans fundamentale argumentation lyder som følger:
„Men da den første betydning af stuka er et ærme, saa har i lighed dermed et rum af det heromhandlede slags vistnok været saaledes indrettet, at man ikke kunde komme ud af et saadant rum ad anden vei, end man kom ind, eller med andre ord, at en stuke ikke var noget gjennemgangsrum.“ (S. 190).
Da nu heromhandlede tilbygning har en dør ud til det frie og der ydermere er tilbygget den trende smaastuker, saa mener forfatteren, at den af denne aarsag ikke kan være Mariestuken, fordi man kan gaa igjennem den ud til det frie og, efter hans mening, maa gaa igjennem den ind til bemeldte tilbyggede smaastuker.
Et ærme har altsaa, efter forfatterens logik, kun én aabning, og fordi et ærme kun har én aabning og man derfor ikke kan passere gjennem det, derfor maa en kirkedel, der paa grund af artsligheden er betegnet med samme ord, heller ikke have mere end én aabning, endsige være et gjennemgangsrum.
