domkirke, eller gjengivelser af den, at dens østre del udgjøres af en særskilt ottekantet bygning, der har en indre del og en omgang om denne, medens den indre del og omgangen er adskilt ved et massivt brystværn, et cancelli af dobbelt mandshøide. Med kirkens kor staar denne bygning i forbindelse ved bueaabninger i den østre korvæg (gavlvæggen), paa den maade, at den indre del af den ottekantede bygning og dens omgang hver har særskilt adkomst til og fra koret.
Hvis al historie vedrørende denne kathedral endnu var en lukket bog, hvis man intet vidste, uden hvad bygningens levnede dele selv beretter, og man saa, med vanligt kjendskab til kathedralerne inden den vesteuropæiske kulturkreds, uden tidligere at have seet bygningen, tænker sig at foretage en vandring gjennem den fra vest mod øst: tænker sig at gaa ind gjennem hovedportalet i vestre front (nu gjenmuret), gjennem skibet (nu „ruinen“), videre gjennem „triumfbuen“ (nu gjenmuret, kun med en i 1860 udbrudt døraabning) og frem under taarnet med en vinge til hver side og videre gjennem „sanghusdøren“ ind i koret østover, og saa opdagede denne ottekantede tilbygning, da vilde enhver kjendtmand i datidens bygningsvæsen sige: Se, der har vi ogsaa et Fruekapel! – Our Ladys Capel. Det vil sige netop det samme, som vi her i landet i middelalderen kaldte en Mariestuke. Dette har allerede prof. Munch seet og antydet, om end flere sagens realitet uvedkommende omstændigheder, dengang endnu, stillede sig hindrende iveien for, at det af ham kunde blive fremsat med klarhed og positiv bestemthed.
Naar der saa kom en mand, der var bevandret i vore gamle dokumenter og fremlagde ikke et, men flere saadanne, i hvilke kirkens Mariestuke paaberaabes, hvori der er gjort dotationer til den og den er udmærket frem-
