paa den, samtidigt med, at han restaurerede Mariestuken, i som dengang paa grund af kirkens ruinerede og for store deles vedkommende forladte tilstand var taget i brug som kor. Det er ogsaa meget muligt, at man fra den tid har benyttet denne adkomst som indgang til denne kirkedel, som nu var blev en kirkens kor.
De symbolske figurer, der udvendigt paa høire side pryder dette portals kapiteler, synes ogsaa ligetil at betegne den som brønddøren. Jeg har kun fotografiske gjengivelser af disse figurer før og efter restaureringen nu i vore dage samt plancheværkets gjengivelse at holde mig til, og det er vistnok utvivlsomt, at man, naar man studerer dem i originalen, vil kunne se klarere og sikrere. Det forekommer mig dog, som her er ment fremstillet tvende haner, altsaa for tilfælde kjendte brøndfigurer fra det daglige liv, og tvende løver, et symbol, der i kunsten fra Arilds tid har været benyttet i forbindelse med vand, drikkevand, særligt kildevand, rindende, rislende vand. Hvad den menneskelige maske, som disse bæster har mellem sig og bider i eller slikker paa, skal betyde, er ikke godt at sige, da det ikke tydeligt kan sees, hvad den foretager sig, men masken synes dog enten at holde noget i munden eller at give noget fra sig.
Forsaavidt omhandlede begrundelse om ærme og gjennemgang vedrører, og det er det eneste udgangspunkt, forfatteren sees at have, kan den derfor ikke i nogen af dens led afsvække den naturlige og ligefremme opfatning, at ottekanten er kirkens Mariestuke, der gjentagende findes nævnt og i paaberaabt i middelalderlige dokumenter hidrørende fra tiden 1293–1343.[1]
- Kristiania 20–4–89.
- ↑ Se Fornlevninger, s. 600.
