allerede fra først af paa samme maade som nu, idet man lod pakboderne uden nogen foranløbende aaben brygge, som paa den anden side af Vaagen, springe frem lige til bolverkets yderkant[1] og imellem pakboderne levnede aabne rum eller saakaldte „hoper“, hvor ikke alene eiernes egne skuder og baade kunde faa et beskyttet leie, men ogsaa de større og mindre farkoster, hvori bønderne fra stiftets forskjellige fjorde til visse tider af aaret drog til byen med sine varer. Dertil kom, at man, skjønt selve pakboderne var opført af laft, udenom disse vistnok allerede dengang som nu anbragte aabne svalgange af standerverk, hvorigjennem der blev tilveiebragt en indbyrdes forbindelse mellem hoperne.
Rimeligvis er saaledes den omhandlede bebyggelse, som forskjellig fra bylovens bud, skeet ved et slags dispensation af kongen, hvortil han ogsaa i den henseende maatte være berettiget, da tomterne for en stor del vistnok tilhørte ham, skjønt de fleste vel eiedes af Munkelivklostret eller klostret ved Jonskirken. Naar kongen saaledes afstod tomterne, maatte han som betingelse ogsaa have fuld ret til at bestemme, hvorledes de skulde bebygges. Til forskjel fra, hvad der, som det synes, fandt sted i de trende øvrige større byer, undergik Bergen senere end Strandens bebyggelse, men endnu i middelalderen, ogsaa en anden forandring, idet byens oprindelige strøg nærmest søen tildels fik en indretning forskjellig fra den, byloven havde forudsat. Gaa vi, for klarere at paavise dette, ud fra de nuværende forhold østenfor Vaagen, træffes der, som bekjendt, endnu som paa bylovens tid, 1276, en fortløbende aaben brygge foran gaardene og bag disse øvregaden, endvidere en med port i hver ende forsynet gjennemgang
- ↑ Dette vil ogsaa kunne sees af et diplom af 1386 (D. Norv. II no. 498) om Ceciliegaard, der laa „paa Stranden nedenunder Allehelgenskirke“. (Jfr. N. Rigsreg. VII, 651 og N. Mag. II, 325).
