1533 paabegynde brolægning, i betragtning af, at gaderne „var snausede, fuld af sumper og huller, og at mange folk baade til hest og gaaende stod fare for at lide skade og næsten var omkomne der“.[1]
Medens alle de her nærmest omhandlede byer i sin bebyggelse gjennem middelalderen fik større og større omfang, bibeholdt dog de trende af dem (Aaslo, Tunsberg, Nidaros) fremdeles sin plads paa samme side af den vaag eller elv, hvorved de fra først af var anlagt. I Bergen derimod skred bebyggelsen fremad fra østsiden af Vaagen til vestsiden eller Stranden. Dette havde udentvil fra først af sin grund i den omstændighed, at østsiden ved forholdenes udvikling ikke frembød plads for flere gaarde ved søen. Dertil kom, at rummet i gaardene paa bryggesiden mere og mere optoges af de indvandrede tyske kjøbmænd. Naar bebyggelsen af Stranden først tog sin begyndelse, kan ikke nærmere bestemmes. Sandsynligvis fandtes der endnu, da byloven blev udgivet, 1276, paa denne side af Vaagen kun Mikaelskirken med kloster (Munkeliv), Jonskirken med kloster og erkebiskopsgaarden, hvor nu nykirken staar. Første gang vi høre noget om privathuse paa Stranden er i en retterbod af 1295,[2] og senere gik bebyggelsen i løbet af det 14de hundredaar raskt fremad, saa at hele strøget fra søen og indtil den nuværende markevei vistnok var fuldt bebygget allerede inden udgangen af hundredaaret og længe før det brændte
- ↑ Pictor. hist. of England 6te bog 4de kapitel. I Tyskland var Hamburg sandsynligvis den første by, som lod en gade brolægge, nemlig Steinstrasse, som i 1273 kaldes platea lapidea. I det øvrige Tyskland begyndte Nürnberg først (1368) med at brolægge gaderne.
- ↑ § 6 (Norg. g. Love III, 25), jfr. N. Mag. I, 576 no. 24.
