gen endnu 1649[1] og i Aaslo, hvis vedtægter af 1595[2] bestemme bøder for dem, „som findes modvillige og ikke vil renholde og færdiggjøre deres broer og gader, hver for sin fortaa (fortoug) og gaardstomt efter kgl. majestets brevs lydelse“. Hvad særlig brolægning angaar, kunde der i middelalderen ikke føles saadan trang dertil som i vor tid, da hjulredskaber dengang var ukjendte og alle byrder for en stor del vistnok, ligesom i Bergen endnu ved begyndelsen af vort hundredaar, transporteredes paa menneskeryggen og sjældnere paa slæde uden om vinteren. Naar brolægning først indførtes i de øvrige stæder, vides ikke.[3] Men for Bergen har vi den beretning af Absalon Pederssøn,[4] at byens „gader blev først stenlagte i Jørgen skrivers[5] tid“, og at „aarsagen dertil var“ den bekjendte Sigbrit, Dyvekes moder; forresten forudsættes det i 1551, at brolægning var noget, som paalaa enhver huseier,[6] ligesom ovenanført i Aaslo. Senere lod Valkendorf i 1558 det sumpige strøg fra domkirken til raadstuen brolægge ved hjælp af stene fra den nedbrudte allehelgens kirke; i 1570 blev øvregaden brolagt af de tyske fra Mariekirken til Rotmansgaarden, og det følgende aar fortsattes fra Bryggesporden indover og rundt til Stranden.[7] Mærkeligt er det forresten, at Bergen saaledes tildels fik stenlagte gader før London. Her lod Henrik VIII først i
- ↑ N. Mag. II, 361.
- ↑ Meddel. fra d. n. Rigsark. I, 299.
- ↑ dog i Throndhjem ialfald før 1604 (N. Rigsreg. IV, 68 f.); der nævnes ogsaa en „Truls stenlægger“ allerede 1520 (N. Regnsk. o. Jordeb., udg. af H. Huitfeldt-Kaas, II, 149).
- ↑ N. Mag. I, 120.
- ↑ Jørgen Hanssøn, lensherre i Bergen 1514–1523.
- ↑ N. Mag. I, 582.
- ↑ Sammest. I, 124 (562), 370, 423.
