høire, medens man i Nidaros omvendt havde en gaards tilsvarende dele henholdsvis paa høire eller venstre haand. Endvidere tør det heller ikke være tvilsomt, at der i de øvrige nævnte kjøbstæder ligesom i Bergen har været bestemte vedtægter for, hvor hvert slags næringsdrivende skulde holde til, skjønt antallet af de forskjellige haandverker vel neppe andetsteds var saa stort som i Bergen.
Rimeligvis har ogsaa idetmindste flere af de forannævnte brandbestemmelser været gjeldende i de andre byer ligesom i Bergen. Om derimod disse bestemmelser i sin helhed gjaldt ogsaa udenfor Bergen og Nidaros, tør være tvilsomt. Her kan nemlig paa grund af omstændighederne opstaa spørsmaal om, hvorvidt man overhovedet i Tunsberg og Aaslo kjendte det slags ildsteder, hvortil Bergens bylov aabenbart sigter, nemlig ovne uden røggang eller skorstenspibe. Men besvarelsen af dette spørsmaal hører nærmere hen under næstfølgende afsnit.
Endelig kan kan tilføies, at der i samtlige fire kjøbstæder var bestemmelser for den rundgang, nattevægterne skulde foretage, ligeledes for, naar de skulde gaa af og paa vagt, raabe ved alle almenninger o. s. v.[1]
Hvad dernæst gaderne, deres istandsættelse og renholdelse angaar, var dette noget, der ligesom overalt i middelalderen paalaa hver enkelt gaardeier at foretage, dog med godkjendelse af byens gjaldkere og raadmænd.[2] Ligeledes skulde brygger og almenninger jevnlig holdes rene.[3] Det kan ogsaa sees, at hver enkelt gaardeiers forpligtelse, særlig med hensyn til gaderne, vedblev hele middelalderen igjennem, saaledes i Throndhjem endnu 1604,[4] i Ber-
