skaber, hvormed ilden kunde mødes, men kvinderne skulde fare til med kar og bøtter.
Naar vi saaledes har seet de væsentligste bestemmelser, som Bergens bylov af 1276 indeholder angaaende byens indretning i de nævnte punkter, kan der spørges om, hvorvidt noget lignende gjaldt i de øvrige tre større kjøbstæder. Herved maa bemærkes, at det vel ikke vides, at der samtidig med Bergens bylov eller senere end denne for de andre nævnte byer er fra den lovgivende magts side udgivet saadanne bestemmelser, men alligevel maa disse, ialfald flere af dem, vistnok have været gjældende allerede inden udgangen af det 13de hundredaar ogsaa ide øvrige stæder, ialfald som vedtægter, paabudne af den lokale øvrighed gjennem bymødet. Vi træffe saaledes før den tid i disse stæder ellers omtalt baade brygger, langgader og almenninger,[1] i Nidaros ogsaa veiter,[2] der ligeledes nævnes i Aaslo 1488,[3] og maaske var de smale smug, som blev trufne her endnu i vor tid i retning fra søen og mod øst, levninger af saadanne gange.[4] Det samme var maaske tilfældet med de mange smaa og smale tverstræder, Müller[5] omtaler i Tønsberg 1750. Fremdeles træffes ogsaa i de tre øvrige større kjøbstæder det samme slags gange gjennem gaardene som i
- ↑ Saadanne forudsættes i Nidaros som tilværende før branden i 1282 (se N. g. L. III, 104, jfr. Islandske annal., udg. af G. Storm, s. 50, 484).
- ↑ Bredden paa disse ligesom paa langgader og almenninger er den samme som i Bergen (se N. g. L. II, 243 note 24), dog fastsættes maalet ogsaa for bryggerne til 12 alen. Forresten bruges navnet veit endnu, som bekjendt, i Throndhjem om de smalere gader, dog med den forskjel, at disse nu er langgader.
- ↑ D. Norv. V no. 909.
- ↑ Se aarsb. f. 1869 fra foren. t. n. fortidsm. bevar. s. 187.
- ↑ Tønsbergs Beskriv. s. 58.
