kjedelgaard (ketilgarðr).[1] Ild skulde man „have i lygter eller i koler[2] af sten eller kobber,[3] eller i lampe“, hvorimod det under straf forbydes at bære ild ubeskyttet, sætte kjærte paa væggen eller have lys i træplader[4] (diskum) eller i næper. Alle badstuer, bagerovne og jernsmedeboder, heder det videre, skulde flyttes ud af byen og sættes der, hvor gjaldkeren og raadmændene med kongens raad finde, at de bør staa.[5] Ild skulde være slukt fra der ringes til ildslukning og indtil der ringes om morgenen, og maatte ikke opgjøres paa tomter, stræder eller brygger eller i gaarde eller almenninger, undtagen for at bræde hus eller brænde ligstraa. „Kommer der ild op i et hus, og luen ikke bliver høiere end ljorene,[6] og husfolket faar alene slukket ilden, da forholdes med deres sag, som ilden skulde forvare, efter som ellers er sagt. Det forbydes husbonden at lukke sin gaardsport og ikke at ville slippe andre ind end sine husfolk“. I hver gaard, hvor der ikke fandtes brønd, skulde der være et kar, ligeledes en stige for hvert ildhus og 2 kroge (brandhager) i hver fjerding Enhver skulde være pligtig til strax at løbe did, hvor ild opkom, naar han hørte horn eller klokke, og have med sig saa, kar, buløx og andre red-
- ↑ træffes kun nævnt paa dette ene sted. Ordets betydning skal senere omtales.
- ↑ kola, som bekjendt en lampe med egen form af lighed med den antike, vel neppe synonymt med det strax efter nævnte lampe, og i saa fald er dennes form ukjendt.
- ↑ Denne variant forekommer mig bedre, end naar udgiverne af loven har foretrukket: paa sten eller kobber (jfr. N. Mag. I, 582).
- ↑ Se „Langskibet fra Gokstad“ pl. VIII fig. 5.
- ↑ Badstuer bestemtes senere (1552) at skulle sættes 24 favne fra andre huse (N. Mag. I, 583).
- ↑ ljórum hærri, d. e. høiere end taget.
