delig laa omtrent midt i byen ved Breida-almenning eller noget udenfor det forrige „Smedesmug“ eller nu Nikolai almenning.
P. A. Munch peger paa,[1] at hele denne indretning træffes væsentlig ogsaa i de ældre skotske byer, uden at han dog, som det synes, antager, at disse havde tjent som forbilleder hos os. Dette forekommer ogsaa mig lidet rimeligt, medens indretningen snarest er opstaaet uafhængig af hinanden paa begge steder som noget, der bedst svarede til de praktiske fornødenheder. Heller kunde man her tænke sig en paavirkning i visse maader fra de „frie stæder“, som anlagdes ved kongeligt bud i de engelske provinser i Frankrige, og hvorpaa Montpazier i Akvitanien (departementet Dordogne) frembyder det bedste exempel.[2] Hele anlægget var dog paa grund af det flade strøg, disse stæder indtog, aldeles regelmæssigt og omfattede 4 slags gader: først hovedgader eller langgader og kortere tvergader, alle 24 fod brede, dernæst parallelt med langgaderne og midt imellem hvert par af disse de saakaldte lanes,[3] 16 fod brede, og endelig i lighed med de ovennævnte bergenske veiter smale, kun 6 fod brede gjennemgange (passages) mellem gaardene, dels, som det heder, for tagenes draabefald og dels for deres nytte i brandtilfælde. Hver gaard havde, som hos os, en gjennemgang og var beliggende mellem to af de nævnte passages med forsiden til langstrædet og bagsiden til en lane. Men undertiden blev to huse ved sløifning af den mellemliggende passage til ét, og dette kaldtes da „dobbelt“. Til denne benævnelse, og hvad dermed staar i forbindelse, skal jeg senere komme tilbage, men her kun bemærke, at der
