heller ikke fra de nys fremstillede byplaner kan være fremgaaet nogen paavirkning til os, da de, som paabudte af Edvard I (1272–1307), var yngre end vore, medens derimod begge vise principet i de middelalderske byanlæg i modsætning til romernes.
I byordningen for Bergen blev det ogsaa bestemt, hvor og hvorledes de forskjellige handlende og haandverkere skulde have sine udsalgssteder.[1] Skomagerne, heder det saaledes, skulde ikke være længer ude i byen med sine varer end til det yderste af Halvardkirkens gravplads baade ovenfor og nedenfor strædet (nu øvregaden). Fra den almenning, som var nærmest (formodentlig med navnet Halvardkirkens), og til Auta-almenning (den sydligste del af den nuværende Veterlids alm.) skulde være „laggere“ og bødkere[2] med sine varer baade oven- og nedenfor strædet. Udenfor Auta-almenning og til det yderste af Marteinkirkens gravplads skulde være skindberedere baade oven- og nedenfor strædet. Fra det yderste af Marteinkirkens gravplads og til porten for Stenkirkens gravplads skulde paa øvre side af strædet alle guldsmede holde til i boder, gjorte af fjæler (skjaldþili), med jordgulv og uden lofthus; paa nedre side kammagere med sin forretning. Fra Stenkirkens gravplads og til Nikolauskirkes almenning skulde være madsælgere oven og neden strædet, og fra nysnævnte almenning til Breida-almenning skulde skjæres alt farvet klæde og lerred til salg baade neden og oven strædet dog kun i strædesboder, saa at enhver kunde se sit kjøb. Fra Breida- til
- ↑ N. g. L. II, 245.
- ↑ laggarar og kopparar (nu kjipper). Da disse ord ikke vel kan være synonymer, maa derved rimeligvis forstaaes karmagere og bødkere eller de, som gjorde kar, og de, som arbeidede tønder, skjønt der, som bekjendt, ogsaa i tønder er lagg eller en i stavene udskaaret fals, hvori bundenes kanter presses ind.
