Efter at have bragt i erindring, at der ovenpaa den
stuke, hvori heromhandlede altar har været anbragt, findes
en overstuke, hvis altarvielse ogsaa meddeles i en indskrift,
med tilføielse af datum, men ikke af aar (her benyttes
for vielsen ordet consecro), og at en tilsvarende
dobbeltstuke findes ogsaa ved nordre vinge, hvis overstuke
ogsaa har indskrift, der ligeledes angiver datum, men heller
ikke aar for altarvielsen der (her benyttes for vielsen
atter ordet dedico), anvender forf. den berørte almindelige
lære paa heromhandlede specielle tilfælde, idet han argumenterer
som følger:
„Enten man nu antager, at kapellernes anden etage er senere tilbygninger, eller at de er opførte umiddelbart efter første, saa staar man i ethvert tilfælde foran den sikre historiske kjendsgjerning, at man under opførelsen af tværskibet i domkirken indviede altere, efterhvert som pladsen for dem blev færdig.[1] Dette var selvfølgeligt begrundet i den omstændighed, at ethvert nyt alter var saa at sige en ny driftskapital, en ny indtægtskilde, der bidrog til at muliggjøre fortsættelsen af byggearbeidet. Jo flere altere, desto mere offer. Og da der jo stadig var en stor tilstrømning af pilegrimme til helligdommen i Nidaros, var det en paatrængende nødvendighed at skaffe tilveie saa mange altere som muligt og saa hurtigt som muligt. Men heraf følger nu atter, at man ogsaa i den nederste etage af kapellet i søndre tværskib maatte indvie alteret der saa snart, som det lod sig gjøre, eller med andre ord, efter at man havde faaet tværskibets østre mur ført op over kapelindgangens høide. At man ved udgangen af November 1161 var kommen saa langt og neppe
- ↑ Udhævelserne her og i det følgende er af forf. selv.
