længere med opførelsen af søndre tværskib, det er resultatet af denne undersøgelse.“
Dette tror jeg vil erkjendes at være en ganske eiendommelig sammenstilling, hvori ukjendte økonomiske forhold, almindelige liturgiske regler eller undtagelser og ubeviste specielle bygningshistoriske data sammenblandes paa en maade, der neppe kan billiges, hvorved da og det resultat, som heraf udledes, ingenlunde kan erkjendes at hvile paa en betryggende grund, og jeg skal tillade mig at omhandle denne begrundelse noget nærmere.
Først maa mærkes, i anledning af de omtalte øvre stuker, at her ikke er valg mellem noget enten eller. Det er en kjendsgjerning, der ikke bestrides af nogen, at disse øvre stuker er en senere paabygning, tilsat efter at vingerne i deres helhed var ferdige. Disse overstuker hørte altsaa ikke med til den kirke, hvoraf de undre stuker var integrerende dele, og som var fuldt ferdig, dengang disse paabygninger blev tilsat. De har altsaa intet at bestille med „opførelsen af tværskibet“. Herved dræbes jo den følgende sætning, thi hvor er saa „den sikre historiske kjendsgjerning“ at finde, „at man under opførelsen af tværskibet i domkirken indviede altere, efterhvert som pladsen for dem blev færdig“?
Man vilde havt et sandsynlighedsbevis herfor, saafremt overstukerne var samtidige med vingerne og understukerne, men ogsaa kun da, men for historisk kjendsgjerning vilde dette sandsynlighedsbevis ikke kunne passere. Man vilde nemlig isaafald kunne raisonnere paa følgende maade: Det vilde dog være underligt at paabygge disse stuker, naar det ikke var udelukkende med det formaal for øie, at skaffe plads for de altare, som indskrifterne her bevidner opstillede og indviede, og det er derfor rimeligt, at stukernes fuldførelse falder
