Det af prof. Dietrichson irettelagte argument bortfalder
altsaa. Hermed skulde man være fristet til den
formodning, at ogsaa den bygningshistoriske mening, om
vingernes opførelse eller videreførelse og fuldførelse af
Eystein, som argumentet havde til formaal at støtte, forsaavidt
det ikke selv er udsprunget af den, maatte findes
at bortfalde, eller ialfald at vakle. Dette sees imidlertid
ikke at være saa, efter forfatterens mening. Forf. slaar
argumentet ihjel, men lader paastanden leve, og søger at
give den en ny basis at hvile paa istedetfor den, han har
fjernet, ogsaa ad liturgisk vei, og her turde det være, at
forfatteren har været mindre heldig. Det gjælder her det
fundamentale ved kirkens bygningshistorie, og jeg skal
derfor tillade mig en nærmere omtale af den fremførte
argumentation.
Forf. omhandler flere almindelige liturgiske regler, paa hvilke han prøver specielle bygningshistoriske data ved kirken. De almindelige regler, eller vel rettere hyppigt forekommende undtagelser, bestaar deri, at man i middelalderen ofte indviede altare i ikke fuldførte kirker, og undertiden indviede kirkerne selv i uferdig tilstand, hvilket første maatte have været tilfælde i Throndhjem, saafremt vingerne skal kunne tænkes at hidrøre fra Eysteins tid, da jo forf. har slaaet fast, at Eystein indviede et altar i dem i November i sit første embedsaar, samme aar han selv viedes i Rom og kom tilbage derfra.
Forf. oplyser dernæst, at kirkevielsen ikke gjentoges ved tilbyggede dele, saafremt disse ved hovedaltarets indvielse, om end uferdige, dog var i murforbindelse med dette, hvilket vil sige med koret. Herved blev de senere altarvielser i saadanne tilbygninger mindre omfattende og vidløftige ceremonier.
