Prof. Dietrichson har udkastet den tanke, at dateringen
i indskriften sigter ikke til indvielsen af det færdige
altar, men til grundlæggelsen eller fundationen af det,
og denne tanke har han, som det sees af heromhandlede
afhandling, i sine forelæsninger søgt at godtgjøre. Dette
vilde, for tilfælde det slog til, aabne adgang til at tænke
sig, at indvielsen og ibrugtagelsen af altaret først har
fundet sted meget senere, hvilket igjen vilde bane adgang
til at opretholde den forestilling, at det er erkebiskop
Eystein og ikke Olaf Kyrre, der har ladet opføre, eller
fortsætte og fuldføre, som det i en variation nu hedder,
selve kirkebygningens ældste dele, vingerne med tilhørende
stuker, og da selvfølgeligt tillige de samtidige
arbeider, det oprindelige skib, af hvilke nu kun fundamenter
er bevaret. Og dette vilde igjen aabne rum
for den paastand, der har staaet uanfægtet i tiden fra
1859–1885, – fordi ingen i denne periode har beskjæftiget
sig mere indgaaende med kirkens bygningshistorie i
dens helhed –, at Olaf Kyrres munster, hans biskopkirke
i Nidaros, udgjorde kun den del, der senere blev kirkens
kor, eller den indre del af dette, omgangene nemlig fraregnet.
Prof. Dietrichsons paastand er bygget paa fortolkning af det latinske verbum dedico, der benyttes i indskriften om den handling, som den giver underretning om, og som efter hans mening i datidens liturgiske sprog sigter til noget andet end indvielsen, en forudgaaende begivenhed, en grundlæggelse, eller beslutningen om en saadan.
Prof. Bang efterviser nu ad liturgisk vei, at dette ikke er saa, at det ikke kan være saa, og at indskriften derfor er at opfatte ganske endefrem, som den alle dage har været forstaaet, at erkebiskop Eystein viede det tidligere her forhaandenværende altar den 26de November 1161, i sit erkebiskopats første aar.
