til dens endelige plads ved elvebakken østenfor domkirken. Det gjentager sig ogsaa ved alle disse kongsgaarde, at der, ligesom i to af de andre her omhandlede byer, paa eller ved gaarden opsættes et kapel, saaledes i Nidaros henholdsvis ved de nævnte kongsgaarde Klemenskirken, Olafskirken og Mariekirken; ligeledes i Aaslo Mariekirken og i Bergen den lille kristkirke og apostelkirken. Kun ved kongsgaarden i Tunsberg finde vi ei noget kongeligt kapel, men grunden hertil var vistnok, at den derværende kongsgaard, som ovenfor nævnt, først blev bebygget af Haakon Haakonssøn i 1253, og der var da forlængst et saadant kapel helliget st. Mikael, paa det nærliggende „Berget“ eller nu Slotsfjeldet.
Ved grundlæggelsen af en by maatte der dog først og fremst tilveiebringes de nødvendige betingelser for handelsrørelsen eller brygger. Disse blev gjort af bolverk og straktes saa langt ud fra stranden, at skibene kunde flyde der endog med fuld ladning og under laveste vandstand, hvor der overhovedet, som i Bergen og Nidaros, var nogen forskjel mellem flod og fjære. Om der til lettelse ved losning og ladning i de øvrige byer blev reist vippebomme paa bryggekanten, vides ikke, men i Bergen har de vistnok været anvendt allerede i middelalderen, skjønt de først nævnes 1561,[1] dog dengang som almindelige, ligesom de sees paa det gamle kobberstik af byen fra ca. 1579.[2] Bryggerne havde saadan bredde, at der mellem deres yderkant og gaardene var rum for færdselen, og de strakte sig henimod kongsgaarden, saa at de
