med hensyn til gader og offentlige pladse, optraadte han ikke alene i egenskab af statens overhoved, men som eier af byens territorium.
Holde vi os fremdeles til de fire største byer, vil det med hensyn til deres indretning for det første sees, at de fik sin beliggenhed ved den ene side af en vaag, og navnlig den, som frembød det gunstigste strøg for bebyggelse og tillige, hvor der kunde være tale om sødrag, var mindst udsat for dette, saaledes i Bergen østsiden af Vaagen og i Nidaros den vestre bred af elvens munding.
Kongsgaarden med tilhørende bygninger[1] faar sin plads i spidsen af byen eller i dennes yderste del og saaledes, at den paa den ene side ligger aldeles frit og paa den anden er noget fjærnet fra den øvrige stad, saaledes i Tunsberg, Aaslo og Bergen. Kun i Nidaros lægges kongsgaarden indenfor eller ovenfor den egentlige by.
At denne beliggenhed dog ei var tilfældig, men valgt med de samme hensyn for øie som i de andre stæder, se vi deraf, at naar byen ved sin fremadskridende udvidelse truer med at rykke for nær ind paa kongsgaarden, saa flyttes denne længer op ved elven, og det endog to gange, først af Magnus den gode fra dens oprindelige sted ved Skipakrok til Saurhlid og dernæst af Harald haardraade
- ↑ Dog blev kongsgaarden i Bergen, som det synes, først „huset“ eller bebygget 1107–1110 af Eystein Magnussøn og kongsgaarden i Tunsberg først 1253 af Haakon Haakonssøn. I Bergen holdt vel saaledes Eysteins formænd til paa det nærliggende Aalrekstad, og i Tunsberg boede vel kongerne før Haakons tid paa „Berget“, hvor der ogsaa endnu i 1318 var kongebolig, da Haakon V i det aar afsagde en dom i „maalstuen paa Tunsberghus“ (Norg. g. N. III, 130), medens han samtidig nævner „vor ombudsmand i vor gaard i Tunsberg“.
