nedrivelsen af Rotmandsgaarden i 1642 blev vedtaget af det hanseatiske kontor, at dette paa grund af den større sikkerhed mod ildsfare for bryggen, som opnaaedes ved gaardens sløifning, fremdeles skulde betale grundleie af tomten til lensherren, „eftersom sedvanligt været haver“.[1] Endog i deres egne vedtægter af 1659 paalægges det de enkelte gaardes husbønder, at bygningerne ei maatte forfalde, „for at ikke grundeieren (der grundherr) skulde besvære sig derover“.[2]
Naar vi desuagtet i lensregnskaber for Bergenhus[3] finde grundleien af bryggen opført kun for faa gaarde, saa forklares dette selvfølgelig derved, at de øvrige gaardes grund allerede tilforn fra kongens haand var gaaet over til andre, private eller stiftelser, saaledes som tilfældet var f. ex. allerede før 1465 med gaarden Bratten[4] eller i 1558 med flere tomter, som Valkendorf paa kongens vegne overdrog til domkirkens sogneprest,[5] eller med en tomt, som i sin tid var erhvervet af en Galle.[6] Derfor heder det ogsaa hos Absalon Pederssøn,[7] at en part af bryggens grund „hører kronen til, en part kirken, en part adelen, hvoraf Erik Rosenkrants eier den største part.“
Idet kongen derfor, som vi snart skal se, i byloven traf bestemmelse om, hvorledes staden skulde indrettes
