betale aarlig leie. Omtrent ved midten af det 13de hundredaar begyndte eierne at bortleie gaardene eller rettere enkelte rum deraf ogsaa til de i byen midlertidig bosatte hanseatiske tyskere, først paa et halvt aar, fra 14de april til 14de oktober, og efterat de var blevne vintersiddere[1] ogsaa for aarets øvrige del. Senere gik gaardene i løbet af det 14de og 15de hundredaar lidt efter lidt hurtig over til at blive tysk eiendom, hvortil der dog egentlig maatte kræves kongens tilladelse. Men da de ældre eiere selvfølgelig ei kunde overdrage større ret, end de selv havde, saa gjaldt erhvervelsen fra tysk side kun bygningerne, ikke grunden, hvorpaa de stod, og tyskerne maatte saaledes fremdeles erlægge den for de norske eiere fastsatte grundleie. Forpligtelsen hertil blev ogsaa erkjendt af tyskerne selv ligetil deres sidste ophold i Bergen. Ellers kunde de nok, som bekjendt, ved alskens kunster unddrage sig for at opfylde pligter, der paalaa dem som borgere af den norske stat; men om de ogsaa forsøgte sine kranglerier i anledning af grundleien,[2] saa gjaldt det dog kun dennes størrelse eller erlæggelsesmaaden,[3] ikke derimod selve forpligtelsen til overhovedet at yde grundleie. Som vidne herom kan henvises til den af professor L. Daae fremdragne lybske krønike af Karsten von Gehren,[4] hvori forfatteren beretter, at efter bryggens brand i 1476 byggede de tyske kjøbmænd den op igjen saaledes, som de var blevne enige om med „rigsraaderne, der eiede grunden“. Vi se og, at det ved
