sømtes, eller den bygning, som stod paa tomten, brændte eller ikke blev holdt i leiefør stand.[1] Forresten var det i byloven[2] og vistnok med hensyn paa kronens eiendomsret til tomten fastsat, at naar nogen vilde sælge sin gaard, skulde den først tilbydes kongen[3] og, hvis denne ei vilde kjøbe gaarden, da den, som havde fælles gaardsport med eieren; vilde heller ikke han indlade sig paa kjøbet, kunde eieren sælge gaarden til hvemsomhelst.
Særlig fortjener det at omtales, hvordan forholdet var ligeoverfor udlændinger. Dog maa det ogsaa her mærkes, at jeg af mangel paa fornødent materiale holder mig alene til Bergen og mestendels henter beviser fra tiden efter reformationen, skjønt vedkommende retssedvaner visselig kun var en fortsættelse af, hvad der fandt sted i middelalderen og ligesaavel i de andre 3 større byer, som i Bergen. Her gjaldt da den regel, at udlænding ei kunde eie fri jord[4] i kjøbstaden, heller ikke erhverve hus eller leie saadant uden øvrighedens eller kongens tilladelse.[5] Af størst historisk interesse er det dog at paavise forholdene i byens ældste del eller ved østsiden af Vaagen. Her var gaardene, som forlængst bemærket og deres navne vise, i begyndelsen opført af nordmænd,[6] men dog med kongens tilladelse, saaledes at kronen fremdeles eiede grunden, hvoraf huseieren maatte
- ↑ N. Mag. I, 48 (jfr. 58), 55 nederst; II, 299.
- ↑ Byordn. VI, 5 (Norg. g. L. II, 244).
- ↑ Dette gjaldt endnu i det 17de hundredaar, N. Mag. II, 299.
- ↑ Jfr. N. Mag., I, 501 no. 5.
- ↑ Se kongebrev af 27 febr. 1590 (N. Rigsregistr.) og N. Mag. II, 295 no. 46 (jfr. anordn. af 1528, D. Norv. V. s. 769).
- ↑ endnu efter branden i 1248 og mulig endog efter den næste brand i 1413, medens gaardene efter den følgende brand i 1476 sikkert opførtes af det hanseatiske kontor.
