tedes saaledes som forudsat.[1] Dog se vi, at efter nedrivelsen af den store kristkirke i Bergen dennes tomter ikke uden vederlag gik over til statseiendom, hvorimod der gaves mellemlag i det nedlagte Munkelivkloster, og ved sløifningen af Nikolauskirken heder det, at byens raad fik disposition over grunden,[2] hvad der dog vel kun skede gjennem indrømmelse af kongen.
Selve overdragelsen af statens grunde skede vistnok undertiden som fri eiendom[3], saaledes at den private derved kunde erhverve odelsret ligesom paa landet.[4] Sjeldnest skede det, som det synes, ved kjøb og erlæggelse af kjøbesum eller ved gave. Derimod har, dersom vi kan slutte fra Bergen og hvad der fandt sted efter reformationen, det almindelige ogsaa før den tid været, at et grundstykke bortleiedes til vedkommende person paa hans og hustrus samt undertiden ogsaa paa deres arvingers levetid[5] og mod erlæggelse af en aarlig grundleie eller paa samme vilkaar, hvormed byen overdrog sine tomter.[6] Som det synes, var det ogsaa almindeligt, at grunden før den bestemte termin skulde falde tilbage til kongen, hvis erlæggelse af leien i længere tid for-
- ↑ Saaledes se vi og flere gange, at det gods, som er henlagt til oprettelse af altere, igjen efter deres nedlæggelse falder tilbage til stifternes slegtninge. Ligeledes fik navnlig Erik Rosenkrants ved kongebreve af 15 aug. 1564 og 4 oktbr. 1565 (N. Rigsregistr.) tilbage et stenhus ved Bergens Mariekirke, hvilket i sin tid var skjænket Lyseklostret af hans forfædre, mod at der skulde holdes daglige messer, men som forlængst var ophørte.
- ↑ N. Mag. I, 523.
- ↑ Sammest. 193 note 6.
- ↑ D. Norv. IX, 418 jfr. N. Mag. II, 98 no. 17.
- ↑ Se N. Mag. I, 464 no. 19, 467 no. 29; II, 194 note 4, 274 no. 16 (jfr. 386), 279 no. 30, 331 no. 79.
- ↑ Smsts. II 87, 98 no. 17.
