Stavanger danner dog her en undtagelse, forsaavidt
den frembyder det eneste exempel paa, at kongen fraskrev
sig sin eiendomsret til byterritoriet. Ellers overalt har
derimod kongens ret i saa henseende vedblevet hele middelalderen
igjennem, ja endog meget senere, naturligvis
med undtagelse af de grundstykker, som statsmyndighedens
indehaver udtrykkelig havde overdraget til andre.
Tydeligst viser forholdet sig i Bergen. Her opstod der
en tvist mellem biskopen og klostret paa Holmen (Bergenhus)
om, hvem af dem havde ret til den almenning,
som laa mellem klostret og biskopens nøst. Sagen blev
afgjort i 1311 ved en dom,[1] der stadfæstedes af kongen
i 1320 og gik ud paa, at ingen af parterne havde den
paastaaede ret, hvorimod „byen selv eier alle saadanne
almenninger ved kongedømmets gave; men kongen har
myndighed til at raade og træffe forføininger over dem,
ligesom over hele byen, eftersom det evindelig tid har fundet
sted.“[2] Det var saaledes vistnok i kraft af særlig
kongelig indrømmelse, naar vi senere se byens raad træffe
forføininger over det slags aabne pladse, f. ex. i 1437
over Auta-almenning, 1441 og 1480 over Breida-almenning
og i sidstnævnte aar ligeledes over byens oprindelige torv.[3]
Paa samme maade havde kongen som kronens repræsentant vistnok i sin tid overdraget til kirker og klostre den grund, de ønskede, og naar kongen ved saadanne stiftelsers nedlæggelse igjen tog tomterne til sig, kunde der anføres, at det var, fordi de ikke mere benyt-
