adgang, god havn og andre betingelser tilstede, dannede der sig visse knudepunkter eller centrer for omtuskningen af de tilstødende bygders fornødenheder. De saaledes fremkomne strandsteder, fiskeleier eller markedspladse fik derved strax en egen stilling, at de kom ind under Bjarkøretten, og senere blev de fire største kjøbstæder ved statsmyndighedens bestemmelse, som anført, ophøiede til selvstændige kommuner med egen jurisdiktion.
En handelsplads kunde dog fra først af ikke blive til uden visse indretninger: brygger, boder, huse, og disse kunde naturligvis ei opsættes uden tilladelse af grundeieren. Undertiden har vel denne været en privatmand, men i mange og maaske de fleste tilfælde eiedes grunden vistnok af staten, eller med andre ord: spiren til den vordende kjøbstad dannede sig paa en statseiendom med kongens tilladelse. Dette var ialfald tilfældet med de fire ovennævnte største stæder og Stavanger, saaledes at i det mindste to af dem paa en maade kunde siges at være aflæggere af gamle kongsgaarde, nemlig Tunsberg af Sæheim og Bergen af Aalreksstad. Vi har ogsaa for fleres vedkommende bevis for eller forudsætninger om, at deres territorium var statseiendom. Det heder saaledes, som ovenanført, om. Nidarnes, at Olaf Trygvessøn „gav“ folk tomter til at bygge paa, og hvad Bergen angaar haves, som vi nedenfor skal se, en ligefrem udtalelse om kongens eiendomsret. Dertil kan føies, at Magnus Erlingssøn ved et, senere tabt, brev af c. 1175 skjænkede hele Stavanger by til dens domkirke, hvad der stadfæstedes ca. 1250 af Haakon Haakonssøn.[1] Endelig havde endnu ved 1533 den forrige biskop i Aaslo livsbrev af kongen paa Tunsberg.[2]
