som stadige kongelige residenser: Nidaros idet 11te hundredaar, Bergen i det 12te og 13de, og senere Aaslo med Akershus.
Hertil kom, at de tre sidstnævnte byer, dog tilligemed Stavanger og Hamar, var biskopssæder. Dette beroede dog ei paa en ren tilfældighed, men stod vistnok i forbindelse med en paavirkning fra England, hvor den berømte erkebiskop Lanfranc († 1089) med støtte i gamle pavelige bestemmelser havde opstillet som regel uden undtagelse, at biskopernes faste sæde ei skulde lægges paa landet, men i en by.
Hvad der imidlertid udgjorde det væsentligste særkjende for vore fire største kjøbstæder, var deres retslige stilling, idet de i modsætning til de øvrige handelspladse dannede selvstændige kommuner med eget lagthing og bything. Til bestemmelse af deres omraade eller jurisdiktion var derfor optrukket visse grænser eller de saakaldte takmærker.
Med hensyn til kjøbstædernes oprindelse følger det saa godt som af sig selv, hvad allerede P. A. Munch har fremholdt, at vore byer i middelalderen ikke, som f. ex. Kristiania og Kristianssand, fra først af fremstod paa et kongebud, men kun lidt efter lidt.[1] Hvor der var let
- ↑ Herimod kan neppe indvendes for Nidaros’s vedkommende, at Olaf Trygvessøn, som sagaerne udtrykke sig, lod „efna ( gjøre anlæg) til kjøbstad“ og gav folk tomter til at bygge paa (sag. Olafs helg. 1853, s. 37, Heimskr. udg. af Unger, s. 184, jfr. Flateyarb. I, 310). Thi, skjønt det siges, at der paa stedet eller Nidarnes, som det da hed, kun fandtes en einbœli eller én mands gaard, se vi dog, at der var brygger og handelsdrivende islændinger og saaledes en bymæssig indretning og rørelse, for hvis udvikling kongen ved sine forføininger vilde bane vei.
