Bergen (ca. 1070). Vi nødes da her næsten udelukkende at holde os til disse. Dog skorter det selv om de tre førstnævnte meget paa kundskab, medens Bergen her som ellers yder de rigeste bidrag. Grunden hertil er naturligvis, at Bergen, som den folkerigeste af alle og med den største rørelse, ogsaa har afsat det meste historiske stof. Dertil kommer, at de optegnelser, hvori dette stof blev nedlagt, bedre end andetsteds har bevaret sig til vor tid, trods de ødelæggelser, hvorfor det var udsat ved byens mange fortærende brande. Hvad særlig indretning og bygningsskik angaar, findes der heller ikke i nogen anden norsk by levnet saameget, hvorfra sikkert kan sluttes til forholdene langt op i tiden. Dette kommer dog ikke Bergens historie alene tilgode, da det vistnok i stort maal kan overføres paa de tre øvrige ovennævnte byer, skjønt man stundom maaske har været altfor tilbøielig til at betragte Bergen, navnlig med hensyn til bygningsskikken, næsten som enestaaende.
Hvad der for det første udgjorde det eiendommelige ved vort lands byer i middelalderen, var, at næsten alle laa ved saltsøen eller ialfald, som Sarpsborg og Skien, stod i let forbindelse med havet gjennem et kort og seilbart vandløb. Endog de to eneste, skjønt høist ubetydelige handelspladse i landets indre, Hamar og Lillehamar, fik i visse maader karakteren af søstæder derved, at de laa ved bredden af en stor indsø.
Fælles for alle vore byer var det og, at de ikke omgaves med mure eller befæstning.
Derimod havde de fire største byer det forud for de andre, at der til dem hørte en egen kongsgaard eller kongebolig, ihvorvel dette, skjønt kun forbigaaende, ogsaa var tilfældet med Sarpsborg og Konghelle. Trende af de største byer kunde endog for et længere tidsrum ansees
