Hvorledes vore byer i middelalderen blev til og var indrettede, er forlængst fremstillet af P. A. Munch.[1] Imidlertid maa jeg her for sammenhængens skyld gjentage en stor del af, hvad Munch allerede har omtalt, hvortil dog kan føies nogle punkter, som enten tilforn ikke har været berørt eller kun har faaet en svagere begrundelse. Hvad derimod stædernes bygningsskik angaar, er denne hidtil kun i forbigaaende belyst og tildels paa en misvisende maade. Den frembyder saaledes endnu et saa godt som aabent felt for en gjennemgaaende behandling
Som bekjendt havde vort land før reformationen kun faa (ca. 12) handelsstæder, og om de fleste af dem savnes næsten enhver kundskab i de hidrørende retninger. Bedst kjendt er de fire største, de saakaldte villæ forenses, eller efter deres alder: Tunsberg (fra det 9de eller 10de hundredaar), Nidarnes eller Nidaros (ca. 996), Aaslo (ca. 1050) og
- ↑ „Histor.-geogr. Beskriv. over Norge i Middelald.“, s. 27 ff., og „det norske Folks Hist.“ paa forskjellige steder.
